Nyresygdom er desværre en hyppig lidelse, især hos ældre katte. Jo hurtigere sygdommen diagnosticeres og behandling iværksættes, des større er chancen for at forlænge din kats liv og forbedre dens livskvalitet. Er din kat over 7 år, eller er der symptomer på nyresygdom, så er det en god idé med en årlig screening i form af blod- og urinprøve samt måling af blodtryk.

Nyrernes funktion

Katte har ligesom mennesker to nyrer. Ud fra hver nyre går urinlederen, der fører urin fra nyrerne ned i blæren. Nyrerne har livsnødvendige funktioner, de er med til at opretholde kroppens indre balance ved at:

  • Hæve eller sænke blodtrykket. Både ved at øge/sænke mængden af urin der produceres, og ved hjælp af hormoner, der regulerer urinproduktionen.
  • Holde kroppens pH-værdi stabil. Det er farligt, hvis kroppen bliver for sur eller basisk.
  • Udskille affaldsstoffer. Kroppen producerer affaldsstoffer, som udskilles gennem urinen (eller galden).
  • Udskille eller tilbageholde elektrolytter. Elektrolytter er salte og mineraler, der er involveret i utallige processer i kroppen. Nyrerne øger eller mindsker udskillelsen af elektrolytterne alt efter kroppens behov.

Hvad er symptomerne på nyresygdom hos kat?

Vejrtrækningsproblemer

  • Opkast
  • Tab af appetit
  • Vægttab
  • Øget drikkelyst (normalt drikker en kat ca. 50 ml/kg pr. døgn)
  • Øget urinering
  • Sløvhed / træthed / mangel på energi
  • Ildelugtende ånde
  • Forandringer i pelsen, sjusket pels
  • Blegt tandkød

De ovenstående symptomer kan også være forårsaget af mange andre sygdomme, som kræver akut behandling. Kontakt derfor din dyrlæge hvis du oplever en eller flere af symptomerne.

Hvad er nyresygdom?

Nyresygdom er når din kats nyrer ikke er i stand til at fungere, som de skal. Man skelner mellem kronisk og akut nyresygdom.

I de fleste tilfælde er nyrernes funktioner væsentligt nedsat, når symptomerne begynder at vise sig. Derfor kan det være en god idé at foretage en screening i forbindelse med det årlige sundhedseftersyn, når katten er over 7 år. I denne film kan du se mere om screening af katte over 7 år for nyresygdom.

Kronisk nyresygdom (CKD)
Kronisk nyresygdom opstår normalt gradvist og man ser det typisk hos ældre katte. Det gradvise tab af nyrefunktion kan skyldes mange forskellige faktorer, og årsagen identificeres sjældent.

Akut nyresvigt
Akut nyresvigt hos katte er pludselig nyreskade, som normalt udvikler sig hurtigt inden for få dage. Det er normalt forårsaget af en enkelt faktor. De typiske årsager inkluderer: Forgiftning såsom indtagelse af frostvæske, liljer, lægemidler (f.eks paracetamol), infektioner og traumer (f.eks trafikulykke).

Hvordan diagnosticeres nyresygdom?

Hvis din kat viser tegn på nyresygdom, kan din dyrlæge anbefale en blodprøve og urinanalyse for at teste din kats nyrefunktion og stille en diagnose. Det kan også være aktuelt at måle din kats blodtryk.

Hvordan behandler man en kat med nyresygdom?

Kronisk nyresygdom kan ikke kureres. Men med den rette behandling, pleje og monitorering kan hastigheden af sygdommens udvikling nedsættes, og din kats livskvalitet kan ofte forbedres væsentligt.

Behandlingen vil typisk bestå af kostændring og eventuel medicinering. I samråd med din dyrlæge vælges det bedste behandlingsforløb afhængigt af din kats situation.

Hvis du er bekymret for om din kat har nyresvigt, kan du kontakte din dyrlæge for at få råd og vejledning. Jo hurtigere diagnosen og behandlingen påbegyndes, des bedre er chancerne for at forlænge din kats liv og forbedre dens livskvalitet.

Kan katte med nyresygdom overleve?

I nogle tilfælde kan katte leve i måneder eller endda år fremover med hurtig og passende behandling. Desværre er der også tilfælde, hvor sygdommen opdages meget sent og dermed er så fremskreden, at kattens tilstand forværres meget hurtigt. I disse tilfælde kan det nogle gange være nødvendigt at lade katten få fred.

Hvordan hjælper jeg min kat med nyreproblemer?

Din dyrlæge kan rådgive dig om, hvordan du plejer din kat på lang sigt. Det er en rådgivning baseret på din kats tilstand. Men her er nogle generelle retningslinjer for pleje af din kat med nyresvigt:

  • Der skal være frisk vand tilgængeligt hele døgnet.
  • Diskuter kosten med din dyrlæge, og følg vejledningen.
  • Giv den ordinerede medicin – også selv om katten får det bedre.
  • Aftal kontrolbesøg hos din dyrlæge.
  • Hold øje med eventuelle ændringer, og kontakt din dyrlæge, hvis du er bekymret.