Infektion med fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum) er et stigende problem. Smittefaren er særlig høj i Nordsjælland og Københavnsområdet.

Hvordan bliver hunde smittet med fransk hjerteorm?

Smitten sker, når hunde bevidst eller ubevidst æder snegle, slikker på en snegl eller hvis den spiser snegleslim. Dette kan f.eks. ske, når den snuser og søger gennem buskadset, æder græs, tygger på pinde, drikker fra vandpytter og udendørs vandskåle, eller hvis sneglene sidder på hundens legetøj.

Hvad er symptomerne på at min hund er smittet med fransk hjerteorm?

Vejrtrækningsproblemer

  • Hoste
  • Åndenød
  • Vedvarende træthed
  • Motionsbesvær

Blødningsforstyrrelser

  • Overdreven blødning fra selv mindre sår
  • Røde pletter på slimhinderne
  • Blodmangel (bleghed omkring øjne og gummer)

Utrivelighed

  • Vægttab eller nedsat appetit
  • Opkastning eller diarré

Ændringer i adfærd

  • Nedstemthed
  • Kramper
  • Pludselige ændringer i adfærd eller balanceevne

Et af de meget alvorlige symptomer den franske hjerteorm kan forårsage er blødningsforstyrrelser. Blødninger kan forekomme alle vegne i kroppen såsom i øjet, i huden, tarmene, lungerne eller i hjernen. Blødninger i lunger eller hjerne kan være livstruende, her er hurtig dyrlægehjælp afgørende.

De mest almindelige kliniske tegn kommer dog fra luftvejene og derfor er hoste det hyppigste symptom man ser.

Kan hunde smitte hinanden med fransk hjerteorm?

Den franske hjerteorm smitter ikke direkte fra hund til hund. Smitten er afhængig af snegle som mellemvært. I sneglen udvikler hjerteormen sig til det smittefarlige larvestadie. Her kan du se en film, der viser hjerteormens livscyklus. Mennesker og katte bliver ikke smittet med den franske hjerteorm.

Hvor i hunden lever hjerteorm?

Den voksne hjerteorm er ca. 1-2 cm lang og larverne er under 1 mm. De lever i hjertet samt i lungernes blodkar. De kan forårsage stor skade og dermed være akut livstruende for de smittede hunde.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen kan stilles på to måder – ved afføringsprøver (Bearmann test) eller ved en blodprøve. Baermann testen kan påvise både fransk hjerteorm og rævens lungeorm (Crenosoma vulpis). Blodprøven er specifik for fransk hjerteorm (Angiostrongylus vasorum).

Baermann test: der indsamles afføring i 3 på hinanden følgende dage. Dette på grund af, at larven ikke nødvendigvis udskilles hver dag. Svartid på testen er ca. 3-5 dage.

Blodprøven til påvisning af fransk hjerteorm anvendes typisk til hunde med symptomer, hvor man ønsker et hurtigt svar. Blodprøven vil normalt blive suppleret med en afføringsprøve. Svartid på testen er ca. 15-30 minutter.

Hvad kan jeg selv gøre?

Bor man i et særligt udsat område, såsom Nordsjælland eller Københavnsområdet, anbefales det at man tester afføringsprøver rutinemæssigt 1-2 gange om året.

Er alle hunde i risiko for smitte?

Det korte svar er ja. Dog ved man, at tidligere smittede hunde er i større risiko for at blive smittet igen, primært fordi de har en adfærd i naturen der gør dem mere udsat.

Derudover er altædende og meget nysgerrige hunde også i risiko for at blive smittet med hjerte- og lungeorm. Jagt, spor- og arbejdshunde, har ligeledes øget risiko for at blive smittet, da disse hunde ofte går uden snor i områder med smitterisiko.

Hvordan er chancerne for helbredelse?

Infektionen kan, hvis den opdages i tide, ofte kunne behandles med succes og hundens chance for at komme sig fuldstændigt vil være god. Desværre vil nogle hunde blive så alvorligt syge, at de ikke kan reddes trods intensiv behandling. Heldigvis er dette et fåtal af alle de hunde der smittes med fransk hjerteorm.

Efter behandlingen er afsluttet anbefales det at få lavet rutinemæssige undersøgelser for infektionen, da mange hunde oplever at blive smittet igen på et senere tidspunkt.

Udover den franske hjerteorm kan hunde også smittes med rævens lungeorm (Crenosoma vulpis). Samlet betegnes disse to ofte hjertelungeorm – dette er en forsimplet betegnelse og der bør skelnes mellem de to orm da den franske hjerteorm kan være livsfarlig for de smittede hunde, mens rævens lungeorm kun yderst sjældent giver alvorlig sygdom.