Jeg oplever ofte, at hundeejere er i tvivl om deres hund har smerter. I det følgende kan du læse om de mest almindelige tegn på at din hund har smerter samt hvad du skal gøre.

Hvordan ved jeg, om min hund har ondt?

Ofte lider vores hunde i stilhed, og det kan være vanskeligt at vide, om de har smerter. Smerter kan opstå på grund af en skade eller der kan være et underliggende problem. Der er en række tegn på smerte, som vi kan være opmærksomme på, nogle er mere indlysende end andre.

5 tegn på at din hund har smerter

1. Ændret adfærd

  • Hunden kommer ikke løbende for at hilse på dig når du kommer hjem.
  • Hunden forsøger at undgå kontakt.
  • Hunden udviser aggressivitet.
  • Hunden udviser øget vokalisering, piber, knurrer, hyler mere end den plejer.
  • Hunden slikker eller bider sig mere end den plejer.
  • Hunden lægger sig andre steder end den plejer.
  • Hunden ligger anderledes end den plejer.

2. Ændret spise-, drikke- og sovevaner

  • Hunden sover mere.
  • Hunden er urolig om natten.
  • Hunden udviser tab af appetit (anoreksi) eller nedsat appetit.
  • Hunden har øget eller nedsat væskeindtag.
  • Hunden har problemer med at spise, især tørfoder eller hårde godbider, kan indikere mundhule – eller tandproblemer.

3. Ændret bevægelsesmønster

  • Hunden udviser stivhed og eller halter
  • Hunden ligger mere end den plejer.
  • Hunden kan ikke finde ro og vandrer rundt.
  • Hunden vil ikke gå på trapper, hoppe op i bilen mm.

4. Ændret vejrtrækning og puls

  • Hunden halser kraftigt, selvom den ikke har motioneret.
  • Hunden har overfladisk vejrtrækning.
  • Hunden har øget puls.

5. Ændret udseende og kropsholdning

  • Hunden har hævelse af poter, ben, ansigt eller andre dele af kroppen.
  • Hunden har stiv og krum holdning.
  • Hunden stiller sig i ”bede position” med forkroppen sænket og bagkroppen løftet. Hunde indtager ofte denne position når de lider af mavesmerter.
  • Hunden ryster, som tegn på smerte, eller forgiftning.

Forsøg aldrig selv at behandle din hunds smerter, uden at have konsulteret en dyrlæge.

Hvad skal jeg gøre hvis min hund har smerter

Forsøg aldrig selv at behandle din hunds smerter, uden at have konsulteret en dyrlæge. Smertestillende medicin til mennesker eller medicin, der er ordineret til andre kæledyr – kan være farligt for din hund.

Kontakt altid din dyrlæge hvis din hund har smerter og brug kun medicin i samråd med din dyrlæge.